Denne korte prosa inviterer dig ind i et barndomsunivers, hvor leg og magi pludselig brydes af flammer, tab og en stille, smertefuld omvæltning. I takt med at uskyld går i stykker, dukker to nye følgesvende op...
𝗕𝗮𝗿𝗻𝗱𝗼𝗺𝗺𝗲𝗻𝘀 𝘁𝘆𝘀𝘁𝗲 𝗯𝗿𝘂𝗱
Jeg løber rundt uden for huset, solen skinner, jeg mærker varmen på min lille krop, jeg hører fuglene synge, den lune og blide vind kilder mit hår, jeg nyder hvert et øjeblik. Jeg går på opdagelse i min verden, jeg zigzagger i mellem nye opdagelser, hører grin, ser smil, mærker kærlige hænder løfte mig op, jeg snurrer rundt, jeg flyver, jeg falder, jeg hopper og kigger nysgerrigt omkring mig og løber i mod hvert et nyt hjørne jeg ser.
Jeg er alene i en seng, der er stille, min søster sover. Jeg sidder og stryger en svovlstik, mine øjne vokser med den magiske stikflamme, jeg stryger en ny og en ny. Min verden er smuk og magisk. Ild! Min finger svier, jeg taber svovlstikken, min seng brænder, jeg skynder mig væk og lister ned ad trappen, jeg mærker at jeg er sulten.
Jeg sidder på en hældning omringet af tavse blikke som sammen stirrer på tusindvis af flammer som stikker ud af huset. Om natten sover jeg for første gang hjemmefra og jeg får en ny dukke.
Jeg bor i et stort hus, det er ikke vores hus. Væggene er lavet af bøger og rummene mørke og dunkle. I stilheden hører jeg ekko af min mors gråd, jeg styrter mod lyden og møder en flod af tårer. Min mors perlekæde går i stykker, perlerne falder af snoren, de forsvinder én for én i skyggerne rundt omkring og er ikke til at finde. Jeg mærker den dybe dystre stilhed og tavsheden finder sit hjem.
Jeg er blevet ældre. Jeg har fået to nye søstre, min søster Skyld og min søster Skam. De er sammen med mig hver dag. De har lovet at de aldrig vil forlade mig.
BB 🖤
