Sorg er sjældent én følelse. Den bevæger sig i bølger og kommer ofte med følgesvende – følelser, der kan dukke op, forsvinde og vende tilbage i nye former. En af de mest stille, men tunge følgesvende er ensomhed. Har du mærket, hvordan sorgen kan lægge sig som en tåge mellem dig og andre mennesker? En knugende ensomhed, selv når du ikke er alene. Det er en ensomhed, der ikke nødvendigvis handler om at mangle selskab – men om at savne en dybere forbindelse. Den forbindelse, der forsvandt med det, du har mistet. Ensomheden kan føles som et ekko af tabet. Den opstår ofte, fordi relationer ændrer sig, og verden ikke længere føles genkendelig. Omgivelserne fortsætter, men noget i dig står stille. Jeg ved, hvordan ensomheden kan føles tung. Og måske er det værd at minde sig selv om, at ensomhed – selvom den gør ondt – ikke er forkert. Her er nogle små påmindelser, som kan være gode at tage med sig: Ensomhed er en naturlig del af sorgens landskab. Du behøver ikke bære den alene – selv stilhed