"Skam er den smerte, vi føler, ved at vort inderste væsen bliver blottet for en anden."
– K.E. Løgstrup

Skam er sjældent det første, vi forbinder med sorg.

Men den kan ligge lige under overfladen.

Måske kender du nogle af tankerne:

“Jeg burde være kommet videre nu.”

“Jeg burde kunne klare mig selv.”

“Jeg burde ikke fylde så meget med min sorg.”

“Andre har det værre end mig.”

Skammen kan snige sig ind, når det, vi føler, ikke passer med det, vi tror, vi burde føle.

Når vi begynder at skjule sorgen

Måske holder du op med at nævne den, du har mistet, fordi du er bange for at gøre andre utilpasse.

Måske svarer du “jeg har det fint”, selv om det ikke er sådan, du har det.

Måske mærker du, at mennesker omkring dig er begyndt at tale mindre om det, der skete – og så gør du det samme.

Ikke fordi sorgen er væk.

Men fordi det efterhånden kan føles, som om den fylder for meget.

Skam kan få os til at trække os lidt tilbage.

Til at skjule det, der gør ondt.

Til at tvivle på, om vores reaktioner er rimelige.

Når følelserne ikke passer ind

Man kan også skamme sig over selve måden, man sørger på.

Over stadig at være ked af det længe efter tabet.

Over ikke at være mere ked af det.

Over vrede.

Lettelse.

Misundelse på dem, der stadig har det, man selv har mistet.

Behovet for hjælp.

Eller måske over, at man indimellem kan grine, nyde noget eller have en god dag.

Sorg rummer ikke kun de følelser, vi forventer.

Og nogle af de sværeste følelser kan være dem, vi synes, vi ikke burde have.

Skam er ikke altid sandheden om dig

Skam kan få en følelse til at lyde som en dom.

Jeg savner stadig kan blive til der er noget galt med mig.

Jeg har brug for hjælp kan blive til jeg er til besvær.

Jeg reagerer anderledes end de andre kan blive til jeg sørger forkert.

Men det er ikke det samme.

At du stadig savner, betyder ikke, at du er svag.

At du har brug for støtte, betyder ikke, at du fylder for meget.

Og at din sorg ser anderledes ud end et andet menneskes, betyder ikke, at din er forkert.

Når skammen bliver sagt højt

Skam trives ofte bedst i det, vi ikke siger.

Derfor kan noget ændre sig, når vi tør sætte ord på det over for et menneske, vi føler os trygge ved.

"Jeg skammer mig over, at jeg stadig har det sådan."

"Jeg ved godt, det lyder forkert, men jeg blev faktisk lettet."

"Jeg er bange for, at andre synes, jeg burde være videre."

Nogle gange opdager vi først dér, at det, vi troede gjorde os mærkelige eller forkerte, også findes hos andre.

Og måske bliver følelsen en lille smule lettere at bære, når den ikke længere skal gemmes væk.

Du behøver ikke sørge på den rigtige måde

Sorg formes af den relation, vi har mistet, af vores historie og af det liv, vi står i.

Derfor ser den heller ikke ens ud.

Måske handler det ikke om at blive fri for skammen fra den ene dag til den anden.

Måske begynder det mere beskedent:

Med at opdage den.

Med at være lidt mindre hård ved sig selv.

Og med langsomt at turde vise lidt mere af det, man ellers har forsøgt at skjule.

For det, du føler, behøver ikke være pænt, logisk eller let at forklare for at være virkeligt.