Har du nogensinde haft følelsen af, at du sørger forkert?

Måske synes andre, at der er gået lang tid.
Måske græder du ikke, selv om du tænker, at du burde.
Måske fungerer du fint udadtil, mens noget indeni stadig føles helt anderledes.

Eller måske har du mødt velmente ord som:

“Tiden læger alle sår.”
“Du skal også videre.”
“Det bliver lettere med tiden.”

Ord, der måske var ment som trøst, men som ikke rigtig passer til det, du oplever.

Og så kan tvivlen komme:

Burde jeg have det anderledes nu?
Fylder min sorg for meget?
Eller sørger jeg slet ikke nok?

Når sorgen ikke følger det, vi forventer

Sorg er ikke bare en reaktion på, at vi har mistet.

Den hænger sammen med det menneske, den relation eller det liv, der havde betydning for os.

Svend Brinkmann beskriver i Det sørgende dyr, hvordan sorg hænger tæt sammen med vores relationer og det, der har betydning for os. Vi sørger, fordi vi knytter os til andre mennesker og elsker dem – og dermed også bliver sårbare over for at miste.

Alligevel kan der være mange forestillinger om, hvordan sorg bør se ud.

Hvor længe den må vare.

Hvor meget den må fylde.

Hvornår man burde kunne arbejde igen, være sammen med andre eller begynde at glæde sig til noget.

Måske mærker du også selv de forventninger.

At du burde være længere.

Have accepteret mere.

Være blevet mere som den, du var før.

Men sorgen følger ikke nødvendigvis den slags tidsplaner.

Vi sørger forskelligt

Nogle har brug for at tale om den, de har mistet.

Andre har næsten ikke ord.

Nogle græder meget. Andre gør sjældent.

Nogle mærker først og fremmest savn. Andre oplever vrede, skyld, lettelse, uro eller tomhed.

Og nogle dage kan flere af de følelser være der på én gang.

Det ene er ikke mere rigtigt end det andet.

Sorg forandrer sig også undervejs. Noget, der fyldte alt i begyndelsen, kan træde i baggrunden – og pludselig dukke op igen måneder eller år senere.

En sang.

En fødselsdag.

En duft.

Et helt almindeligt øjeblik, hvor savnet pludselig står tydeligt igen.

Når vi begynder at sammenligne os

Det kan være hårdt hele tiden at måle sin egen sorg op imod andres.

Hun mistede også sin mand, og hun er allerede tilbage på arbejde.

Han virker så stærk.

Hvorfor kan jeg ikke bare…?

Men vi kender sjældent hele et andet menneskes sorg.

Og måske behøver din egen heller ikke ligne nogen andens.

For nogle kommer der en smule mere ro, når de holder op med at spørge:

“Sørger jeg rigtigt?”

og i stedet bliver nysgerrige på:

“Hvordan er det egentlig for mig?”

At give sorgen lov til at være, som den er

Det betyder ikke, at sorgen skal have lov til at fylde alt for altid.

Og det betyder heller ikke, at man aldrig kan have brug for hjælp.

Men måske behøver du ikke hele tiden rette på det, du føler.

Du må gerne have en god dag og savne samtidig.

Du må gerne grine uden at have glemt.

Du må gerne have dage, hvor sorgen næsten ikke fylder – og andre, hvor den igen gør.

Du må også gerne opleve følelser, der ikke passer ind i forestillingen om, hvordan sorg ser ud.

Sorg kan være rodet.

Modsætningsfuld.

Og svær at forklare – også for én selv.

Måske er det ikke noget, der skal bringes til at passe ind.

Måske er det noget, der langsomt skal have lov til at finde sin egen plads.

For når noget eller nogen har haft betydning for os, forsvinder betydningen ikke nødvendigvis, fordi tiden går.