Køkkenet var hendes yndlingssted i huset. Der var altid varmt dér, og luften var tung af duften fra brød, mælk og noget sødt, der havde stået i ovnen.

En lille, lyshåret pige med krøller sad ved bordet og lod benene dingle frem og tilbage. Hun stirrede tryllebundet på blomsterne i den store krystalvase. Solstrålerne faldt skråt ind gennem vinduet og badede de dugvåde kronblade i et gyldent skær, mens skyggerne tegnede sig skarpt på den gule dug.

Hun sad helt stille med let åben mund, da onklens stemme pludselig brød ind:

“Ræk mig sukkeret, lille én.”

Hun fór sammen, som om nogen havde kaldt hende tilbage i kroppen. Så sprang hun ned fra stolen, tog sukkerskålen og gik hen til ham.

“Tak, lille én,” sagde han mildt og lod hånden glide hen over hendes hår.

Hun trippede videre hen til tanten ved vasken og greb fat i kjolekanten.

“Det er de smukkeste blomster, jeg har set.”

Tanten så længe ned på hende, før hun vendte blikket mod haven.

“Løb ud og find vandkanden, min engel,” sagde hun stille.

 

Det var tæt på middagstid, da tanten gik ud for at kalde på hende. Pigen løb efter en sommerfugl i bedet længst væk i haven.

“Løb ind og sig til onkel, at maden er klar.”

Pigen standsede. Et øjeblik syntes hun selv at blive til sommerfuglen — let, vægtløs, zigzaggende mellem blomsterne. Hun svævede forbi roser og tulipaner, hen over stedmoderblomster og morgenfruer, videre gennem entréen og hen til døren ind til kontoret.

Hun åbnede den lydløst.

Onklen lå i sofaen med en bog hen over ansigtet. Han snorkede sagte.

Hun trådte over tærsklen — og i samme øjeblik slog en fremmed lugt imod hende. Den var sød og tung på samme tid. Hun tøvede. Det var, som om luften i rummet havde hænder.

Gardinerne var halvt trukket for. Kun smalle striber af lys nåede hen over gulvet.

På skrivebordet stod en lerlampe formet som en rovfugl med udspilede vinger. Kløerne var presset ind over skuldrene på en lille dreng, der syntes fanget mod klippen under sig.

Hun rakte hånden frem og lod fingrene glide over fuglens vinge.

Et bump lød.

Bogen var faldet på gulvet.

Et øjenlåg løftede sig.

“Er det dig, lille én?”

Hun fór tilbage, fremstammede budskabet om maden og skyndte sig ud.

 

Ved bordet sagde tanten, at hun skulle lade være med at vride kjolen om fingrene og begynde at spise. Radioen blev tændt. Stemmerne læste nyheder op i en jævn tone.

Da dødsannoncerne begyndte, spurgte pigen, om hun måtte gå fra bordet.

 

På loftsværelset stod blomsterne foran spejlet og var allerede begyndt at hænge.

Over sengen hang billedet af de to engle, som svævede over et sovende barn. Hver aften forestillede hun sig, at de kom og vågede over hende. Den tanke var mildere end når tanten fik hende til at knæle ved sengekanten og hviske ord, hun ikke forstod.

Englene var tavse. Tanten messede.

Et vindstød slog vinduet op. Skyerne trak sig sammen over himlen.

Hun kæmpede med haspen.

Pludselig stod onklen bag hende.

“Lad mig, lille én.”

Han lænede sig ind over hende, så hun blev klemt fast mod vindueskarmen. Træet knirkede tørt, mens han langsomt fik vinduet lukket. Hans stemme var lav.

“Sådan. Nu er der lukket.”

Han løftede hende op, holdt hende et øjeblik for længe, kyssede hendes hår og satte hende ned igen.

“Tante vil have hjælp i haven.”

 

I haven stod tanten bøjet over bedene og rev ukrudt op med korte, bestemte bevægelser.

“Ukrudtet er som synden,” havde hun ofte sagt. “Man får det aldrig helt væk.”

Hun messede for sig selv, næsten uden at trække vejret.

Og jo mere hun messede, desto hårdere rev pigen ukrudtet op, som om hendes hænder kunne gøre tanten mild.

I vinduet på kontoret stod onklen halvt skjult bag de grønne gardiner. Han trak dem en anelse til side og vinkede.

Pigen rejste sig og gik ind.

 

Kontoret var mørkere nu.

Duften var stærkere.

Rovfuglen stod stadig på bordet. Hun rørte ved kløerne.

I hjørnet sad onklen.

“Kan du lide fuglen, lille én?”

Hun vendte sig.

“Kom her.”

Han tog en bog op fra gulvet og satte sig i sofaen.

“Kom og sæt dig.”

Hun satte sig i hans skød. Hans stemme var rolig, næsten blid, mens han læste. Hun forsvandt ind i billederne.

Da han lukkede bogen, sagde han:

“Så. Nu er tante sikkert klar med kaffen.”

 

Om aftenen trommede regnen mod ruderne. Torden rullede i det fjerne.

Pigen krøb tættere ind til ham i sofaen.

Fjernsynet gik pludseligt ud.

Hun stivnede.

Inde fra køkkenet lød tantens stemme — højere nu, påkaldende, ordene gentaget igen og igen, som om de kunne holde mørket væk.

Et lyn flængede himlen.

Pigen mærkede det som et slag i sit eget bryst. En skærende smerte gennemskar hende, og noget sortbrændt bredte sig indeni, som om blodet havde fået ild.

Så blev alt mørkt.

 

Næste morgen var huset stille.

Hun stod foran lampen på kontoret.

Hun så ind i rovfuglens øjne.

Så greb hun pludselig fat i kløerne, der holdt drengen fast, og slyngede lampen mod gulvet.

Den knustes.

Hun kastede sig ned blandt skårene. De skar i hendes bare fødder og ben, men hun syntes ikke at mærke det.

Blodet sivede langsomt gennem den hvide natkjole.

I døråbningen stod onklen og tanten.

Onklen gik hen til hende, satte sig på hug og lagde hånden på hendes hår — roligt, som man beroliger et dyr.

“Sådan, lille én,” sagde han lavt.
“Det var jo bare et uheld.”

Tanten vendte sig og gik ud i køkkenet. Snart lød klirren fra porcelæn og den dæmpede, rytmiske messen af bønner.

Pigen lå stille på gulvet.

Hendes øjne var åbne.

Og skyggen fra onklen faldt hen over hende.