- Om kontakt, resonans og det, der opstår mellem klient og terapeut
I mit terapeutiske arbejde er jeg optaget af det, klienten fortæller. Men jeg er også optaget af det, der sker her og nu – i klienten, i mig og i mødet mellem os.
Det kan være en stilhed, der pludselig føles anderledes. Et blik, der søger væk. En stemme, der bliver lavere. En klient, der holder vejret, læner sig tilbage eller hurtigt siger ja til mit forslag.
Jeg kan samtidig mærke en bevægelse i mig selv. Måske får jeg lyst til at stille flere spørgsmål, gøre noget lettere, komme tættere på eller trække mig lidt væk.
Disse små bevægelser er en del af den terapeutiske kontakt.
Margherita Spagnuolo Lobb bruger dansen som metafor for kontakten mellem klient og terapeut. Dansen hjælper os med at flytte opmærksomheden fra det, den ene gør, til det, der bliver skabt mellem to mennesker. Terapien bliver dermed ikke noget, terapeuten gør ved klienten, men en levende og samskabt proces, hvor begge påvirker rytmen, afstanden og det næste skridt (Spagnuolo Lobb, 2017).
Fra klientens mønster til det, der sker mellem os
I gestaltterapien har vi traditionelt brugt begreber som introjektion, projektion, retrofleksion, konfluens og egotisme til at beskrive forskellige måder at skabe og regulere kontakt på.
Begreberne kan være hjælpsomme. Men de kan også få os til at tale, som om kontaktvanskelighederne alene befinder sig inde i klienten:
Klienten projicerer.
Klienten trækker sig.
Klienten tilpasser sig.
Spagnuolo Lobb peger på, at de traditionelle begreber primært beskriver, hvad ét menneske gør i forhold til et andet. Dansemetaforen retter i stedet opmærksomheden mod den gensidige kontakt: Hvad sker der mellem klienten og terapeuten lige nu? (Spagnuolo Lobb, 2017).
Når en klient trækker sig, kan jeg derfor også spørge:
Hvad sker der med mig, når klienten trækker sig?
Bliver jeg mere aktiv?
Bliver jeg forsigtig eller utålmodig?
Begynder jeg at forklare, spørge eller foreslå noget?
Hvordan påvirker min bevægelse klientens næste bevægelse?
Det betyder ikke, at klientens historie og tidligere erfaringer er uden betydning. Men klientens vante måder at skabe kontakt på møder min måde at være til stede på. Det er i dette møde, den aktuelle dans opstår.
Vi bringer vores egen musik med
Vi møder ikke hinanden uden historie.
Gennem livet udvikler vi forskellige måder at beskytte os selv, bevare relationer og klare det, der har været vanskeligt. Nogle har lært at være meget opmærksomme på andres stemninger. Nogle holder vrede tilbage. Nogle tager ansvar for alle omkring sig. Nogle trækker sig, før den anden får mulighed for at afvise dem.
Spagnuolo Lobb beskriver disse erhvervede kontaktkompetencer som en polyfon – altså flerstemmig – baggrund. De udgør en slags musik, formet gennem tidligere relationelle erfaringer, mens den konkrete dans mellem klient og terapeut træder frem som figur i den aktuelle situation (Spagnuolo Lobb, 2017).
Jeg ser ikke disse måder at være i verden på som fejl. At tilpasse sig, være på vagt, tage kontrol eller klare sig alene kan have været nødvendige og kreative måder at bevare sikkerhed eller kontakt på. Men det, der engang beskyttede et menneske, kan senere begrænse muligheden for at mærke egne behov, sætte grænser eller være sig selv sammen med andre.
Terapien handler for mig ikke om at fjerne klientens gamle mønstre. Den handler om, at mønstrene gradvist kan blive synlige, mærkbare og mere valgbare.
At fornemme hinanden
Det første i den terapeutiske dans sker ofte, før vi har ord for det.
Vi fornemmer den anden og stemningen i rummet. Jeg kan mærke uro, tyngde, varme, ømhed, irritation eller afstand. Spagnuolo Lobb beskriver dette første dansetrin som at fornemme eller resonere med hinanden (2017).
Resonans er min spontane kropslige og følelsesmæssige reaktion i mødet med klienten. Den kan give vigtig information om det felt, vi befinder os i.
Men det, jeg mærker, er ikke automatisk en sandhed om klienten.
Min reaktion kan både være forbundet med klientens måde at være i kontakten på og med min egen historie. Derfor må jeg undersøge den:
Hvad mærker jeg lige nu?
Hvornår begyndte det?
Hvad sker der mellem os?
Hvad vækker situationen i mig?
Hjælper min impuls mig til at blive i kontakten, eller forsøger jeg at komme væk fra noget, der er svært?
Terapeutens resonans kan være et vigtigt arbejdsredskab. Men den kræver selvrefleksion, supervision og villighed til at undersøge egne blinde vinkler.
At sanse og genkende hinanden
Det næste i dansen handler om at sanse den anden.
Bliver vi påvirket af hinandens bevægelser? Lægger jeg mærke til klientens blik, stemme, åndedræt og kropslige udtryk? Kan klienten mærke, at jeg er til stede og lader mig berøre?
En klient siger måske, at alt er i orden, samtidig med at stemmen bliver lavere.
En anden taler om vrede, men smiler.
En tredje fortæller om et ønske om nærhed, mens kroppen læner sig væk.
Jeg forsøger ikke straks at forklare, hvad det betyder. Jeg kan i stedet sige:
“Jeg lægger mærke til, at du smiler, mens du fortæller om noget, der lyder smertefuldt. Hvad mærker du lige nu?”
Eller:
“Mens du fortæller det, bliver jeg selv meget stille. Jeg bliver nysgerrig på, hvad der sker mellem os.”
Det fænomenologiske arbejde handler om at undersøge det, der viser sig, før vi gør det til en forklaring.
At genkende klienten er mere end at forstå den umiddelbare følelse. Det handler også om at få øje på den bevægelse, der forsøger at opstå.
Bag vrede kan der være et ønske om værdighed eller en grænse, som forsøger at blive tydelig.
Bag tilbagetrækning kan der være en længsel efter at blive inviteret ind uden at blive presset.
Bag selvkritik kan der være et håb om at være værd at holde af.
Spagnuolo Lobb forbinder dette med klientens intentionalitet for kontakt – den retning eller bevægelse mod noget, som endnu ikke er blevet fuldført (2017).
At tilpasse sig uden at forsvinde
En dans kræver, at vi registrerer og tilpasser os hinanden.
Som terapeut forsøger jeg at være afstemt med klientens oplevelse. Samtidig skal jeg bevare min egen tydelighed og forskellighed.
Afstemning er ikke det samme som at være enig eller smelte sammen.
Hvis jeg kun følger klienten, kan jeg komme til at forsvinde eller undgå at bringe noget vigtigt ind. Hvis jeg bliver for optaget af min egen forståelse eller plan, kan klienten opleve sig overset, styret eller presset.
Jeg må derfor løbende undersøge tempoet:
Er klienten stadig med?
Skal jeg spørge mere eller vente?
Er der brug for støtte, tydelighed eller mere plads?
Er klientens tøven et tegn på utryghed, eller er klienten ved at få kontakt med et vigtigt nej?
For mig er det afgørende, at terapien ikke bliver endnu et sted, hvor klienten skal gøre det rigtigt, præstere eller overskride egne signaler.
Et skridt tilbage kan også være kontakt.
Et nej kan være en vigtig bevægelse.
Klienten skal kunne sige fra og samtidig erfare, at relationen består.
At tage modige skridt sammen
Nogle gange opstår der et øjeblik, hvor klienten og jeg sammen kan undersøge noget på en ny måde.
Spagnuolo Lobb kalder dette at tage modige skridt sammen. I gestaltterapien kan et sådant skridt være et eksperiment: noget nyt bliver bragt ind i feltet, så klient og terapeut kan undersøge det sammen (2017).
Et eksperiment kan være at:
- gentage en sætning og mærke dens virkning
- rette opmærksomheden mod en kropslig fornemmelse
- arbejde med en metafor, en tegning eller en genstand
- tale til en tom stol
- undersøge det, der sker i kontakten mellem klienten og mig
Et eksperiment er ikke en teknik, jeg udfører på klienten.
Det er en invitation:
Hvad sker der, hvis vi prøver dette?
Klienten kan sige nej, stoppe eller vælge en anden vej. Det afgørende er ikke, hvor kreativ øvelsen er, men om den hjælper klienten tættere på sin egen oplevelse.
I min praksis oplever jeg ofte, at de enkleste eksperimenter er de mest virksomme. De gør noget konkret og sanseligt, som tidligere kun var forstået med tankerne.
Men et eksperiment kræver tydelighed og afstemning.
Er formålet forståeligt?
Kan klienten bære det, der opstår?
Går vi for hurtigt frem?
Hvad blev klienten opmærksom på?
Hvordan kan den nye erfaring forbindes med livet uden for terapien?
Kontakt før metode gælder også her.
Når dansen mister sin rytme
Den terapeutiske dans er ikke altid harmonisk.
Nogle gange mister klienten og jeg hinanden.
Jeg kan komme til at gå for hurtigt frem. Jeg kan blive for optaget af at hjælpe, skabe håb eller gennemføre et eksperiment. Klienten kan tilpasse sig mit forslag uden tydeligt at mærke, om det faktisk giver mening.
Humor og lethed kan åbne kontakten, men de kan også føre os væk fra det smertefulde.
Omsorg kan være hjælpsom, men det, jeg oplever som omsorg, kan også være min egen uro eller mit behov for at gøre noget.
Her bliver min egen opmærksomhed afgørende.
Jeg må kunne lægge mærke til, når jeg trækker mig, overtager eller forsøger at få noget svært til at forsvinde. Og jeg må kunne tage ansvar uden at gøre fejlen til et spørgsmål om skam:
“Jeg lægger mærke til, at jeg førte os væk fra det, du var ved at fortælle. Jeg vil gerne prøve at blive her sammen med dig.”
En fejlafstemning er ikke nødvendigvis et sammenbrud i terapien. Når den bliver opdaget og undersøgt, kan den skabe en ny erfaring.
Klienten kan opleve, at noget vanskeligt kan italesættes, og at kontakten kan genetableres.
Terapeuten kan tage fejl og stadig blive i relationen.
At nå hinanden
Et betydningsfuldt øjeblik kan opstå, når klienten oplever, at noget er nået frem.
Ikke kun at ordene er blevet hørt, men at den menneskelige bevægelse bag dem er blevet genkendt.
Klienten kan måske mærke:
Du forstår ikke alt om mig, men du forsøger at være her sammen med mig.
Jeg behøver ikke præstere for at blive taget alvorligt.
Jeg kan vise noget sårbart, uden at du forsvinder eller overtager.
Jeg kan sige nej, og vi kan stadig være i kontakt.
Det er ikke sikkert, at klientens smerte forsvinder. Men en ny relationel erfaring kan opstå.
Der er forskel på at vide, at man har ret til at sætte en grænse, og på at mærke sit nej, sige det og opleve, at relationen består.
Der er forskel på at vide, at man er god nok, og på at erfare, at man kan være sig selv sammen med et andet menneske uden først at skulle gøre sig fortjent til det.
Det, der tidligere kun var forstået med tankerne, kan gradvist blive erfaret i kontakten.
Terapeuten er også med i dansen
Dansemetaforen minder mig om, at jeg ikke står uden for den terapeutiske proces.
Min stemme, min krop, min timing, mine spørgsmål, min usikkerhed og min historie påvirker kontakten.
Det betyder ikke, at terapien skal handle om mig. Men det betyder, at jeg må tage ansvar for min deltagelse.
Jeg må kunne spørge:
Hvad bidrager jeg med til det, der opstår?
Hvornår følger jeg klienten?
Hvornår fører jeg?
Hvornår bliver jeg for styrende?
Hvornår bliver jeg så forsigtig, at jeg forsvinder?
Hvilke følelser har jeg selv svært ved at være sammen med?
Kan jeg lade mig berøre uden at gøre klientens proces til min egen?
Faglighed betyder for mig ikke, at jeg aldrig bliver usikker eller påvirket. Den viser sig i min villighed til at undersøge min reaktion, søge supervision og tage ansvar for mine begrænsninger.
Faglig ydmyghed er ikke det samme som faglig usikkerhed.
Det er en erkendelse af, at jeg ikke på forhånd kan vide alt om et andet menneske.
En dans uden fast koreografi
Spagnuolo Lobb beskriver otte mulige trin i den terapeutiske dans:
- At fornemme eller resonere med hinanden
- At sanse hinanden
- At genkende hinanden
- At tilpasse sig hinanden
- At tage modige skridt sammen
- At have det godt og kunne lege sammen
- At nå hinanden
- At kunne give sig hen i kontakten og tage vare på situationen
Trinene er ikke en metode, som terapeuten skal føre klienten igennem. De er heller ikke et mål for, om en session er lykkedes.
De kan bruges som et sprog for kontaktens bevægelser.
Trinene optræder ikke nødvendigvis i samme rækkefølge, og ikke alle trin vil være til stede i alle møder. Hver dans er unik (Spagnuolo Lobb, 2017).
Nogle sessioner er præget af bevægelse og lethed.
Andre er tøvende, anspændte eller fastlåste.
Nogle gange finder klienten og jeg hinanden hurtigt.
Andre gange opdager vi først bagefter, at vi mistede kontakten.
For mig er dansemetaforens vigtigste bidrag, at den holder mig nysgerrig.
Ikke kun på klientens historie og mønstre, men på det levende møde, der udfolder sig mellem os.
Kontakt før metode
For mig udtrykker dansemetaforen mere end en måde at forstå terapeutiske processer på. Den afspejler også mit menneskesyn og min måde at arbejde på.
Menneskers måder at være i relationer på opstår ikke uden grund. At tilpasse sig, tage ansvar, trække sig, præstere eller holde følelser tilbage kan have været nødvendige måder at bevare sikkerhed og kontakt på.
At forstå en bevægelse er ikke det samme som at acceptere enhver handling. Vores historie kan gøre vores reaktioner forståelige, men den ophæver ikke vores ansvar for, hvordan vi handler over for os selv og andre.
Jeg ønsker et ansvar uden skam og uden overansvar.
Ikke ansvar for alt.
Ikke ansvar for alle.
Men ansvar for det, der faktisk er mit.
Forandring handler for mig ikke om at lære klienten de rigtige dansetrin eller forme et menneske efter en bestemt forestilling om, hvem det bør være.
Forandring kan begynde, når det, der tidligere skete automatisk, bliver mærkbart og synligt. Her kan der opstå et lille mellemrum mellem den gamle bevægelse og det næste skridt.
Måske bliver en anden bevægelse mulig.
Ikke nødvendigvis mod at blive et andet menneske, men mod større kontakt med sig selv, større mulighed for valg og større frihed til at være sig selv sammen med andre.
Mit håb er, at klienten gradvist kan bevæge sig fra at forlade sig selv for at bevare kontakten, til i højere grad at kunne blive hos sig selv og samtidig være i relation.
Nogle gange fører jeg.
Nogle gange følger jeg.
Nogle gange mister vi rytmen.
Og nogle gange opstår der mellem os en bevægelse, som ingen af os kunne have skabt alene.
Referencer
Spagnuolo Lobb, M. (2017). From losses of ego functions to the dance steps between psychotherapist and client: Phenomenology and aesthetics of contact in the psychotherapeutic field. British Gestalt Journal, 26(1), 28–37.
